Jeg var sikker på, at det uventede møde i saunaen ville komme på førstepladsen af årets pinligste hændelser. Men jeg frygter, den må nøjes med en andenplads nu.

Længe lignede det en fuldstændig normal arbejdsdag. Kort før vi slukkede computeren, spurgte Eric, om jeg ikke havde lyst til at følges med ham til julemarkedet og spise sammen.

Igen ramte han plet med sit forslag. Hele dagen havde jeg kun spist et halvtørt rundstykke og længtes efter at spise noget ordentligt. Og julemarked er altid en god idé.

Så tog vi derhen. På markedet vrimlede det med mennesker. Man kunne næsten ikke nå frem til madboderne. For ikke at blive skilt ad i denne trængsel, tog vi hinanden i hånden.

Jeg ved ikke rigtigt, hvem der tog initiativet. Men pludseligt holdt vi hinanden i hånden — ved den første berøring var det, som om jeg fik et lille elektrisk stød. Hans hånd føltes behagelig varm.

Vi kæmpede os frem til racletteboden, derefter til gløggstanden og så videre til slikboden. Hele tiden hånd i hånd. Og efter hvert stop tættere ved hinanden og med flere sommerfugle i maven.

Endelig nåede vi frem til den del af markedet hvor forlystelserne var. For nogle år siden startede de med en enkel karrusel, nu står der et helt tivoli.

Eric ville så gerne op i pariserhjulet, for man har sådan en smuk udsigt ud over den gamle by deroppe fra. Normalt bryder jeg mig ikke om forlystelser, for det mindste sving gør mig svimmel. Men denne aften ville jeg have fulgt Eric i den vildeste rutsjebane.

Til lyden af “Last Christmas” steg vi ind i gondolen, stadig hånd i hånd. Kontrolløren gav vores gondol et ordentligt skub, og så startede turen.

Så sad vi der, os to, helt tæt ved hinanden. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og lukkede øjnene, for at kæmpe mod svimmelheden. 

Så gik alt meget hurtigt: i det øjeblik, hvor Eric bøjede sig ned for at kysse mig, sortnede det for mine øjne. Før vores læber mødtes, bøjede jeg mig forover, kastede op og tømte mit ost-gløgg-slik-mix ud over hans bukser!!!

Jeg var ved at dø af skam. Gondolen drejede videre og kørte endnu to runder, inden vi endelig kunne komme af. 

Jeg undskyldte tusind gange og gav ham det ene lommetørklæde efter det andet. Desværre kunne jeg ikke hjælpe med at tørre, for jeg havde ramt et uheldigt sted.

Efter det var aftenen selvfølgelig spoleret. Han sagde, at det ikke gjorde noget og at det jo kunne ske for enhver. Men ærligt talt: sådan noget sker kun for mig!

Alexa, spil “Lonely This Christmas”.