Nisserne på skrivebordet var det eneste, jeg fik at se fra Julie i dag. Nå ja, dem og pletterne på mine jeans, som jeg smed ind i vaskemaskinen før jeg tog på kontoret.

Mon hun sprang arbejdet over, fordi hun stadig er flov over i går? 

Men det var jo en fantastisk aften. Okay, det der skete til sidst, kunne vi have været foruden – men det var jo ikke så slemt.

Det, der betyder noget, er resten af aftenen, og den var perfekt. Hele tiden var der en knitren mellem os. Da vores hænder rørte hinanden for første gang, slog det bogstaveligt talt gnister.

Tusinde mennesker vrimlede omkring os, men på en måde var det, som om vi var alene på julemarkedet. Vi havde kun øjne for hinanden. Blikkene blev dybere og dybere, håndtrykket fastere og fastere.

Da vi gik op i pariserhjulet og gyngede os til aftenens formodede højdepunkt, da tog tingene bare en uventet drejning. Men lige meget med det, you win some, you lose some.

Det var i hvert fald en af de skønneste aftener i mange år. Så forgabt har jeg ikke været siden min første store kærlighed som teenager. Og det er længe siden!

Siri, spil “Locked Out Of Heaven”.