Hold kæft, hvor har jeg lavet et kæmpe rod!

Min samtale med chefen om Julie havde jeg for længst glemt – desværre havde jeg også glemt at sætte tingene i perspektiv, eftersom jeg jo nu ved, at der ikke er noget i vejen med Julie (bortset fra hendes julegalskab, som man lige skal vænne sig til).

Selv da chefen kaldte hende til en personlig samtale i går, var det ikke gået op for mig. Tværtimod var jeg i det bedste humør, da min mor ringede på arbejdet: Hun havde låst sig selv ude igen og spurgte, om jeg ikke kunne komme forbi med reservenøglen.

Så jeg kørte hen til hende og bagefter arbejdede jeg videre hjemmefra. På kontoret fik jeg alligevel ikke lavet noget. Jeg smugkiggede over til Julie hele tiden og kunne overhovedet ikke koncentrere mig om mine arbejdsopgaver. 

I dag var der en anspændt stilhed mellem os. Hun ignorerede mig fuldstændigt, ingen hej, ingenting. Først fattede jeg slet ikke, hvad der skete. På mit svar, om jeg havde sagt noget forkert, svarede hun ikke.

Hele dagen arbejdede hun stille, sprang frokostpausen over og gik hjem tidligt. Og jeg tyggede hele tiden på, hvad der mon var galt. 

Kort før arbejdsdagen sluttede, kom chefen og snakkede med en kollega om vores julefest. Da så jeg pludselig klart! Selvfølgelig, havde han fortalt Julie, hvad jeg havde sagt til ham om hende for nogle dage siden. Og Julie har lagt 2 og 2 sammen og ved, at det er mig, hun kan takke for denne uventede samtale med chefen.

Jeg er nødt til at rette op på det her, hurtigst muligt. Og jeg har allerede en idé.

Siri, spil “Please Forgive Me” af Bryan Adams.