Julefesten på kontoret er altid et af decembers store højdepunkter. Alle kolleger er i godt humør, fordi juleferien er lige om hjørnet. Gløggen flyder i rigelige mængder. Der findes en overflod af hjemmelavet (og selvkøbt) juleknas. Hele aftenen spilles coole julehits. Folk snakker, morer sig og danser. Kort: det er de hyggeligste kontortimer på hele året.

Men i morges vidste jeg ikke, om jeg overhovedet skulle deltage i julefesten. Der ville det være umuligt at undgå Eric, og jeg havde selvsagt ingen lyst til, at det kom til en scene foran alle kollegerne. 

Men så blev jeg trodsig: jeg ville ikke lade ham spolere min julestemning. Jeg tog min mest kitschede juletrøje på, matchende øreringe, rigeligt med juleparfume, smed nogle hjemmelavede klejner ned i tasken og gik på arbejde.

Allerede ved indgangen var det tydeligt, at det ikke skulle blive en normal dag på kontoret. Garderoben var fyldt med guirlander i guld og sølv, en kæmpestor julekrans prydede døren… og ved siden af den stod en Santa Claus i fuld størrelse, der uophørligt råbte “Ho ho ho, Merry Christmas!”.

Da jeg åbnede døren, blev jeg mødt af hyggelig julemusik og en dejlig duft af kaffe og brunkager. 

Vores kontor var ugenkendligt: Fra loftet dinglede utallige lyskæder, på hvert skrivebord stod en julestjerne i rød potte, vinduerne var dekoreret med kunstig sne og i vindueskarmen strålede levende lys.

Midt i dette prægtige julesceneri stod et vidunderligt, mægtigt grantræ – faktisk alt for stort til vores lille kontor. 

Jeg satte mig på min plads og nød dette smukke syn. De seneste år havde vi kun haft et gammelt kunstigt træ, og det var altid mig, der skulle pynte, fordi ingen af de andre ville gøre det. 

De fleste kolleger sad allerede med deres kaffekopper foran computerne. Eric var ikke dukket op endnu.

Jeg kiggede igen på dette pragtfulde eksemplar af et juletræ, da jeg så en person i giftgrøn sweater, der lagde sidste hånd på juletræspynten. 

Den her gang må du nøjes med andenpladsen i årets ugly sweater contest, tænkte jeg, da kollegaen i den mærkelige sweater kom frem bag træet. Først nu opdagede jeg, at det var en heldragt: giftgrønne bukser, giftgrønne handsker, giftgrøn hue og giftgrøn maske … der ved træet stod Grinchen!

Jeg grublede stadig over, hvem af kollegerne mon havde overfaldet julepyntsbutikken, da Grinchen kom i min retning og satte sig på Erics plads.

Det, der skete i det efterfølgende øjeblik, ramte mig så uventet, at jeg må gispe efter vejret bare ved tanken om det.

Julefesten om eftermiddagen var fantastisk, alle tiders. 

Men det er overraskelsesmomentet (og det, der skete derefter), der kører i loop for mit indre øje. Og jeg lad det køre om og om igen – og er glad som en gris.

Alexa, spil “All I Want for Christmas Is You”.