Min morfar sagde altid, når man har lavet et stort rod, så skal man også gøre sig stor umage for at gøre det godt igen.
Med disse kloge ord i øret tog jeg i går efter arbejdet til byens julepyntsbutik og investerede en lille formue i julekrimskrams. Jo mere kitschet desto bedre, jo større desto mere værdifuld til mit formål.
Jeg tror, butiksejeren og jeg blev venner for livet på den aften – han hjalp mig i en personlig nødsituation, og han havde nok årets bedste omsætning den dag takket være mig.
Kun med et ægte juletræ kunne han ikke hjælpe mig. Altså var jeg nødt til at tage til juletræssalget i den anden ende af byen. Der var kun nogle små sølle eksemplarer tilbage …
og et kæmpestor et – lige det, jeg havde brug for.
Mod gode ord og betaling leverede sælgeren det gigantiske grantræ til min kontorbygning. Sammen med gutterne fra sikkerhedstjenesten manøvrerede jeg XXL-træet op til 5. sal — igen efter en generøs omgang drikkepenge. Men det var det værd.
Og når jeg tænker på, hvor fantastisk den næste dag blev, så var det måske den bedste investering i mit liv.
I går mødte jeg ind på kontoret i rigtig god tid for at kunne pynte og forberede alt i fred og ro. De første kolleger ankom to timer senere.
Ved otte tiden blev det alvor. Mit hjerte bankede helt vildt under mit grinchkostume, da jeg så Julie ved indgangen. Jeg vidste jo ikke, hvordan hun ville reagere på mit julespektakel og om det kunne dæmpe hendes vrede en smule.
Jeg iagttog hende en stund. Hun kiggede overrasket frem og tilbage, og hendes øjne lyste mere og mere op for hvert sekund.
Der kunne ikke være nogen tvivl: Hun syntes meget om det, jeg havde forberedt. Da hun satte sig på sin plads, kom jeg frem bag træet og gik mod min computer. Hun kiggede på mig, Grinchen, med store øjne. Jeg forstod på hendes blik, at hun ikke forventede, at det var mig bag masken. Ikke engang, da jeg satte mig på min stol.
Før hun kunne sige noget, rejste jeg mig op igen og gik over til hende. Jeg knælede ned og tog langsomt masken af.
Det var det store øjeblik, jeg havde gjort alt for … og som jeg var lidt bange for nu. Ærligt talt: Jeg forventede en lussing.
Men den fik jeg ikke. Hun kiggede bare målløst på mig. Hendes blik var svært at læse. Jeg så overraskelse, forundring, men også en smule usikkerhed.
Jeg havde forberedt nogle ord, jeg ville sige til hende. Men de var borte i det øjeblik. Så begyndte jeg bare at tale. Jeg sagde, at jeg var så ked af denne historie med chefen, at det ikke var ondt ment, at jeg faktisk havde været bekymret for hende. At de seneste dage med hende har været de dejligste, jeg har oplevet i mange år, at jeg føler mig tryg, når hun er hos mig. At jeg ville pynte hele byen, hvis hun bare gav mig en chance til.
Julie var fortsat målløs. Ud af hendes øjne lyste stadig overraskelse og forundring, men den smule usikkerhed, som havde været der for et øjeblik siden, den var væk.
I mellemtiden var de fleste kolleger stoppet med deres arbejdsopgaver og var kommet over til vores skrivebord.
Jeg vidste ikke, hvad mere jeg kunne sige nu, og Julie vidste det åbenbart heller ikke. Så fulgte jeg bare mit instinkt og … kyssede hende.
I et millisekund var jeg sikker på, at hun ville slå mig. Men hun kyssede mig igen!
Nu var alle kolleger forsamlet omkring Julies og mit skrivebord og applauderede.
Et fuldstændigt surrealistisk, men genialt øjeblik, som man helst ville haft sat på pause for at kunne nyde det endnu mere.
Kollegerne blev også stående, som om de ventede på noget. Måske regnede de med, at jeg ville fri til hende!
Resten af arbejdsdagen var jeg i den syvende himmel. Jeg ved ikke, hvordan Julie har det, men jeg kan i hvert fald ikke huske, hvilke sager jeg arbejdede på. Det ville ikke komme bag på mig, hvis kontrolafdelingen gav mig det hele tilbage til berigtigelse.
Den efterfølgende julefest husker jeg derimod udmærket. Julie og jeg var uadskillelige. Vi dansede, vi lo, vi kyssede.
Siri, spil “Can’t Take My Eyes Off You”.
Skandinavisch Lesen 