Står du og mangler lidt halloween-romance med bid i? Så har vi her måske noget til dig: i de kommende dage op til Halloween poster vi Mary Spiegels nye YA-fortælling om den gadefulde Luna Sibiu. Vil du læse den tyske originalversion, så kan du gøre det her.

Luna Sibiu

1

At sige, at det var kærlighed ved første blik, ville være en overdrivelse. Men der var en magisk tiltrækning fra starten. Aldrig før havde jeg mødt en pige, der var så anderledes — og sandsynligvis vil jeg aldrig møde en som hende igen.

Kort efter efterårsferien var hun dukket op i vores klasse sammen med skoleinspektøren. 

“Det her er jeres nye klassekammerat, Luna Sibiu. Hun er lige flyttet hertil fra Rumænien.“

Sort. Det var det første, jeg tænkte, da jeg så hende. Alt ved hende var sort: håret, sweater, fingernegle, jeans, støvler. 

Da inspektøren spurgte, hvem der ville hjælpe hende lidt med at falde til, rakte jeg hånden op med det samme.

Jeg rækker ellers næsten aldrig hånden op, men det var som en refleks. Min ivrighed gav mig et anerkendende smil fra inspektøren og et meningsfuldt grin fra mine kammerater.

Men det var lige meget. Den nye, Luna, smilede til mig, og så kom hun over og satte sig lige ved siden af mig. Og det var det eneste, som havde betydning i dette øjeblik. 

“Hvor er det sødt af dig. Mange tak!“, sagde hun og smilede igen. Hun havde en lidt ru stemme, der ikke rigtigt passede til hende.

“Øhm, det var så lidt“, stammede jeg genert og smilede tilbage.

I løbet af den første time kunne jeg ikke lade være med at kigge på hende i smug. Hun havde kastanjebrune øjne, snehvid hud, som næsten var gennemsigtig — på armene og hænderne skinnede årene igennem. Næsen var en anelse for stor til hendes fine ansigt, og hun havde kulsorte fyldige øjenbryn.

Jeg kunne ikke få øjnene fra hende. Først da vores lærer sagde, at inspektøren bestemt ikke mente permanent overvågning, da han gav mig til opgave at se efter vores nye klassekammerat — igen sarkastiske grin fra mine venner, igen et sødt smil fra Luna — tvang jeg mig til igen at kigge på tavlen.

2

“Er der ikke et bibliotek her?“, spurgte Luna skuffet, da jeg havde vist hende skolens vigtigste steder — drikkevare- og slikautomaten, skabene og toiletterne.

Faktisk havde jeg helt glemt, at vi havde sådan et. Det ligger ved siden af lærerværelset, og det område undgår jeg normalt.

“Selvfølgelig har vi et bibliotek. Det var det næste stop på min liste“, sagde jeg hurtigt og viste hende vejen. 

Bibliotek er egentlig for meget sagt. Det er tre vakkelvorne reoler i et lille rum uden vinduer. Når man vil låne noget, er man nødt til at gå over til lærerværelset og håbe, at nogen har tid til at lege bibliotekar.

“Hold da op, Anton. Du tager din opgave virkelig alvorligt. Bravo!“, smilede vores lærer og lukkede rummet med bøger op. “Giv jer bare god tid. Jeg venter på lærerværelset“, sagde hun med et glimt i øjet.

Luna gik hen til den første reol og kiggede på titlerne.

“Jeg elsker at læse, Anton. Hvis jeg ikke få mindst en times læsning, før jeg lægger mig til at sove, kan jeg ikke sove. Og jeg sætter altid alarmen en halv time tidligere, så jeg kan nå at læse nogle sider, inden jeg skal af sted. Kan du også lide at læse, Anton?“, spurgte hun, mens hun lod øjnene vandre hen over bogryggene.

“Absolut“, løj jeg. Jeg kunne lide måden, hun gentog mit navn på i hver anden sætning. Faktisk var det kun sportsnyheder, jeg læste frivilligt. Men det svar havde sikkert ikke imponeret hende. 

Da hun var færdig med at kigge på den tredje reol, havde hun en stor stak under armen, mest gamle mursten med sort omslag. 

Vores lærer gjorde store øjne, da Luna kom med sin sorte stabel. “Du godeste, det må da være alle de gyserromaner, vi har. Dracula, Frankenstein, Dr. Jekyll og Mr. Hyde! Gyserhistorier til et helt år“, grinede hun og stemplede lånerkortet.

Jeg var lidt forbavset over, at Luna var så vild med disse gamle gysere. Hun havde godt nok en forkærlighed for sort, men ellers virkede hun så sart og skrøbelig. Det var næsten ikke til at tro, at hun fortærede de mest uhyggelige skrækhistorier — inden hun gik i gang med dagen!

Som om hun havde læst mine tanker, forklarede hun: “Ved du, Anton, min hverdag er så kedelig, så ensformig. Hver dag og hver nat ligner hinanden. Hver uge, hver måned følger de samme mønstre. Men med Bram Stoker og Merry Shelley flygter jeg til en anden verden, hvor der sker de mest uventede og spændende ting.“

Hmmm. Der havde hun selvfølgelig en pointe. Mine dage foregik stort set også på samme måde. Men nu var der endelig sket noget uventet og spændende: Luna Sibiu var kommet ind i mit liv. 

3

Det viste sig, at Luna var flyttet ind i det gamle herregårdshus i nabogaden. Vi skulle altså samme vej hjem og kunne følges.

Så snart vi havde forladt skolen, tog hun mørke solbriller på og hentede en sort-rød paraply frem fra sin taske. Som svar på mit forbavsede blik — vi havde jo den skønneste solskinsdag — trak hun på skuldrene og sagde: “Solallergi, Anton.“

Vi gik et stykke tid ved siden af hinanden uden at sige noget. Men i mit hoved var der tusinde spørgsmål. Hvad var det med hendes forkærlighed for sort? Måske ikke et godt spørgsmål. Det kunne jo være, at hun for nylig havde oplevet et dødsfald i sin nære familie. Og i så fald ville det jo være taktløst at spørge om den slags. 

Havde hun en kæreste i Rumænien? Hvorfor var de overhovedet flyttet derfra?

Dette sidste spørgsmål var nok harmløst. Men igen kom hun mig i forkøbet.

“Ved du, Anton, Rumænien er et skønt land. Min fars familie stammer fra Transsylvanien. Folk der er så hjertevarme, og landskabet er betagende. Men desværre er det ikke så nemt at finde arbejde. Især for min danske mor har det været svært. Derfor besluttede vi at flytte til hendes hjemby og starte et nyt liv her.“

Da vi kom til mit hus, gav hun mig hånden. Det føltes, som om hun havde holdt på en kølepude hele vejen. Men denne første berøring udløste alligevel en varme i mig, der stadig varer ved.

4

“Hun er en vampyr, uden tvivl!“, sagde Emily, da jeg næste dag fortalte om Luna ved morgenbordet. Min lille søster er lige blevet ni år og har for nylig set “Hotel Transylvania”-filmene. Nu ser hun vampyrer og monstre alle steder. 

“Skal vi vædde?“, fortsatte hun. “Klædt i sort, kridhvid hud, frygter sollyset, kan læse tanker, kommer fra Transsylvanien. Kom nu! Hvor tydeligt kan det være?“

“Hendes navn kunne i hvert fald bruges i hver Dracula-film“, grinede min far. “Luna Sibiu!“

Jeg ville lige fortælle ham, at jeg ikke syntes, det var en god ide at opmuntre Emily i hendes vampyr-mani, da det ringede på døren.

Udenfor stod en fuldstændig forfjamsket fru Samsø, nabokonen med de mange katte. Hendes Minka havde været forsvundet siden i går. Jeg prøvede at berolige hende og lovede, at vi nok skulle holde øjnene åbne. Men jeg tænkte ikke videre på det, fordi det skete så tit, at en af Samsø-kattene blev væk. Og så dukkede de op igen, ligesom deres uhumske efterladenskaber i vores have. 

Da jeg var ved at lukke døren efter fru Samsø, så jeg Luna på den anden side af gaden. Hun vinkede og kom over til mig. 

Hun havde en sort læderjakke på, tætsiddende sorte jeans og mørke solbriller. Hun så bedårende ud. 

“God morgen, Anton. Skal vi følges i skole?“

Jeg hentede hurtigt mine ting.

“Hun er en, helt sikkert!“, hviskede Emily, som havde set Luna fra garderoben.

5

“Er det din søs, der holder øje med os fra vinduet?“, spurgte Luna, da vi havde gået nogle meter. 

Jeg havde ikke lagt mærke til, at hun kiggede efter os.

“Øv, ja. Det er Emily, den lille drillepind.“ 

“Der er du heldig, Anton. Jeg ville så gerne have haft en lillesøster eller lillebror. Men det blev desværre aldrig til noget. Det kan være ganske ensomt som enebarn.“

„Nå, men sådan en lillesøster kan også være frygteligt irriterende. For tiden er hun for eksempel helt tosset med vampyrer. Hun ser blodsugere overalt. Hun tror endda, at du er en! Er det ikke fuldstændigt skørt?“

Luna blev tavs og kiggede trist frem for sig. Jeg fortrød med det samme, at jeg var begyndt med dette vampyr-pjat. 

“Ved du, Anton, som pige fra Rumænien er jeg vant til fordomme.“ 

“Undskyld, Luna, jeg ville ikke …“, begyndte jeg, men hun afbrød mig med det samme.

“Du behøver ikke at sige undskyld, Anton. At folk kalder mig for vampyr er nok en af de mindre alvorlige ting.“

Jeg ville sige noget for at råde bod på min tankeløse bemærkning, som åbenbart havde ramt et følsomt sted hos Luna. Men jeg kunne ikke finde på noget, og jeg var også bange for at dumme mig igen. 

Forsigtigt tog jeg hendes hånd, og hun lod mig gøre det. Den var iskold igen.

Vi talte ikke mere. Gik bare tavse ved siden af hinanden.

Ved skolen cyklede vores lærer forbi os og hilste muntert: “God morgen, I to.“ Nu kiggede mine kammerater, som spillede fodbold i gården, også på os. 

“Nå, Anton, har du ikke lidt for travlt?“, grinede Torben og de andre grinede med. Først da gik det op for mig, at Luna og jeg stod midt i skolegården og stadig holdt hinanden i hånden. Flov over den pludselige opmærksomhed gav jeg slip. 

I klasselokalet vendte hun sig mod mig. Hendes øjne lyste og hendes ellers så hvide kinder var lyserøde. “Tak, Anton“, sagde hun stille.

Torben, der sidder på rækken foran os, rullede med øjnene og efterabede Luna højlydt — til stor fornøjelse for sine venner, som slet ikke kunne holde op med at grine. Luna sendte dem rasende blikke og overøsede dem med rumænske skældsord. Først da læreren kom ind, holdt de op.

6

I den sidste time havde vi idræt. Eftersom pigerne altid får lov til at smutte tidligere, kunne jeg ikke — som jeg havde håbet — snakke med Luna på vejen hjem.

Jeg blev lidt trist ved tanken om, at jeg først skulle se hende igen efter weekenden. Der var så mange ting, jeg ville spørge om og fortælle hende.

Men jeg vidste jo, hvor hun boede. Hvad mon hun ville sige, hvis jeg bare dukkede op?

Mine tanker blev afbrudt af en hulkende fru Samsø, der havde travlt med at klistre sedler med fotos af katte på lygtepælene. 

“Nu er Mina og Mona også væk“, græd hun. Hun så forfærdelig ud. Tomt blik, røde øjne. Det gjorde mig ondt at se hende så fortvivlet. På grund af min katteallergi holder jeg normalt lidt afstand til fru Samsø og hendes katte. Men nu, hvor hun var så ked af det, klappede jeg hendes hånd og tilbød at hjælpe med at sætte sedlerne på lygtepælene. 

De sidste sedler hængte jeg op i nabogaden. Jeg tøvede et øjeblik, men så gik jeg over til Lunas hus — det gamle herregårdhus, der havde stået tomt i mange år. Pudset var ved at smuldre væk flere steder. Teglstenene var dækket af mos. Og alle skodderne var lukkede, selv om det endnu var tidligt på eftermiddagen. Huset så slet ikke beboet ud.

Langsomt gik jeg hen til døren. Under dørklokken stod der “Familien Sibiu“. 

Så snart jeg havde ringet på, blev døren åbnet på klem, og Luna kiggede ud. Hun lod til at være overrasket over at se mig. Men på den gode måde.

Jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg skulle give som undskyldning for mit spontane besøg. Ærligt talt vidste jeg ikke, hvorfor jeg stod der. 

“Undskyld, Anton, jeg var lidt for hidsig i morges. Men jeg tåler det simpelthen ikke, når folk laver sjov på andres bekostning.“

“Nej, det var du da ikke! Det var mine venners skyld, de kan være meget irriterende! — Øhm, jeg, jeg ville spørge dig noget. Har du planer for weekenden? Altså jeg mener, jeg kunne jo vise dig lidt rundt i byen eller sådan noget.“

“Mener du det, Anton? Du vil vise mig rundt? Det ville være fantastisk! Der er nemlig et sted, jeg er meget interesseret i. Skal vi sige i morgen, klokken otte? Her hos mig?“

Jeg nikkede lettet og jublede indeni. Så havde vi en date. Luna smilede kærligt til mig, inden hun lukkede døren.

7

Den næste morgen var jeg hos hende præcis kl. 8. Lige som dagen før var skodderne lukkede. Jeg ventede et øjeblik, og så ringede jeg på. Der skete ingenting. Jeg ringede på igen. Der skete stadig ingenting. 

Havde vi ikke aftalt kl. 8? Eller havde jeg misforstået hende? Mente hun klokken otte om aftenen? Nej, det var usandsynligt. En byrundtur i mørket?

Jeg ringede på endnu engang. Stadig ingenting. Så vendte jeg om og gik hjem. Hun havde åbenbart andre planer.

Hjemme var det Emily, der åbnede døren — eller faktisk var det Mavis Dracula. Allerede til frokost havde hun sit nye Halloween-kostume på. Jeg smilede. Helt i sort og med hvid pudret hud lignede hun en yngre udgave af Luna. Selvfølgelig sagde jeg det ikke til hende. Hun gik mig allerede nok på nerverne med hendes snak om, at Luna var en vampyr.

“Nej! Har din vampyr-veninde brændt dig af?“, mumlede hun gennem sine falske Dracula-tænder.

“Måske. Men som det ser ud, har jeg også en vampyr herhjemme“, sagde jeg og kildede den lille vampyr, til hun udmattet bad mig om at holde op.

8

Resten af dagen brugte vi på forberedelserne til Halloween. Selv er jeg ikke så vild med denne fest, men det er min lillesøster til gengæld.

Om eftermiddagen kom hendes tre bedste veninder — to udklædt som Wednesdays og en udklædt som heks — for at hjælpe til med at skære græskar og pynte op. Ved hoveddøren satte vi et kæmpe fad med slik til nabolagets små hekse og spøgelser. 

Da de tog af sted ved sekstiden, tog jeg med. Mine forældre havde nemlig bedt mig om at gå med og passe på dem. 

Siden flere katte var blevet væk i vores og i de omkring liggende gader, var mine forældre overdrevent forsigtigt. I vores lille by skete der normalt aldrig noget. Så nogle katte på eventyr var nok til at sætte de vildeste spekulationer i gang. Fru Samsø fortalte alle, som ville høre det (og alle andre også), at der var skrupelløse dyremishandlere ude på ballade — og hvem vidste, hvad den slags mennesker kunne finde på at gøre ved små børn, tilføjede hun over for min mor. Det kom altså ikke som en overraskelse, at Emily og hendes veninder ikke måtte tage alene på jagt efter slik.

Vi fokuserede på den nye del af byen, fordi det var der, de fleste familier med unge børn boede. Efter tre gader var pigernes poser allerede fyldt til bristepunktet med slik. 

Den efterfølgende tur gennem den gamle bydel kunne vi have sparet os for. Enten åbnede folk slet ikke døren, når vi ringede på, eller også holdt de foredrag om, at Halloween ikke var en traditionel fest i Danmark, men at det er noget importeret pjat fra USA, som de under ingen omstændigheder ville støtte. En ældre herre truede endda med at ringe til politiet. 

Lidt nedstemt nåede vi til sidst Lunas gade. 

“Hold da op! Det her ligner jo Tivolis spøgelseshus“, råbte en af Emilys Wednesday-veninder og pegede på Lunas hus. 

Hun havde ret. Der i måneskinnet udstrålede Sibiu-residensen, der faktisk slet ikke var pyntet op til Halloween, mere Halloween-charme end alle andre huse, vi havde besøgt denne aften.

Lyset var tændt i stueetagen. Gennem det beskidte vindue kunne man se nogen, som sad foran pejsen og læste. Det måtte være Luna, som sad bøjet over en af gyserromanerne fra biblioteket. 

Emily gik hen til døren og ringede på. Den sorte silhuet rejste sig og forlod rummet. 

“Guf eller gys“, råbte Emily og hendes veninder i kor, da Luna åbnede døren med et højt knirk.

9

Luna virkede overrumplet. Hun kiggede, som om der stod rumvæsner foran hendes dør. Men hun fattede sig hurtigt.

“Netop, det er jo Halloween i dag. Det havde jeg fuldstændigt glemt. I må undskylde, men jeg har ikke slik i huset. Men måske kunne jeg friste med en gyserroman?“, sagde hun til pigerne, der ikke rigtigt vidste, om Luna lavede sjov med dem, eller om hun mente det med bøger i stedet for slik alvorligt. 

Så faldt hendes blik på mig. Hendes brune øjne lyste op.

“Anton!“, sagde hun begejstret. “Du er jo punktlig som et urværk! Jeg henter hurtigt noget, så tager vi af sted“, sagde hun og lukkede døren igen. 

Altså var det alligevel klokken otte om aftenen, hun havde tænkt sig. På en måde var jeg lettet: hun havde ikke brændt mig af. Men en rundtur i byen i kulden og mørket?

“Nå, lige meget! Så er hun en natteravn … eller en romantiker“, tænkte jeg.

“En underlig fugl, denne Luna“, grinede Emilys hekseveninde.

“Det kan du tro!“, sagde min søster. 

“Gå du bare på din date med Luna. Det sidste stykke af vejen klarer vi sagtens alene. Men pas på, at hun ikke bider dig!“, grinede hun og gik hjemad med sine veninder.

10

Så snart pigerne var forsvundet rundt om hjørnet, knirkede døren igen, og Luna kom ud. Hun var iført en knælang sort pelsfrakke og bar en taske af mørkerødt læder. Hendes læber og rougen på kinderne lyste i samme røde farve som hendes støvler. 

“Wow! Hvor ser du fin ud, Luna! Vil du på restaurant eller noget i den retning? Jeg kan gå hjem og skifte tøj.“

“Tak, Anton“, sagde hun forlegent. “Så fint, at du er kommet i god tid. Så får vi mere ud af aftenen. Lad os tage af sted med det samme.“

Jeg nævnte selvfølgelig ikke, at jeg allerede havde været hos hende i morges. Hvad havde jeg dog tænkt på? En bytur på en tidlig lørdag morgen var jo faktisk et ret skørt påfund. Og at dømme efter hendes outfit havde hun slet ikke tænkt på en klassisk byvandring, men på noget chikt og elegant. 

“Er der langt til kirkegården?“, spurgte hun, da vi havde gået lidt. 

Hun kunne se på mig, at jeg ikke havde forventet dette spørgsmål. 

“Jeg vil nemlig så gerne besøge et kært familiemedlems grav, Anton. I min rumænske landsby besøger vi altid kirkegården på allehelgensaften for at skåle for dem, der gået bort.“

En tur til kirkegården var meget langt fra min forestilling om en date. Men som min bedstefar altid sagde. Man skal fejre, når der er noget at fejre —lige meget, hvor festen finder sted, tilføjede jeg for mig selv. Denne aften ville jeg i hvert fald have fulgt Luna overalt.

11

Jeg nød spadsereturen. Så sent på aftenen var der ingen på de kanter, hvor kirkegården lå. Det var næsten, som om vi var alene i hele verden. Kun Luna og jeg.

Vi gik helt tæt ved siden af hinanden. Hun duftede fortryllende.

“Det er min tiptipoldemors grav, jeg vil besøge. Hendes yngste søn, min tipoldefar, udvandrede til Rumænien.“

Jeg prøvede at omregne de mange tip til tal. Fire generationer, altså omkring 120 år tilbage. Var der så gamle grave på kirkegården? Måske på den gamle del, ovre ved muren.

Vi gik derhen. Her var gravstenene mere pompøse og pragtfulde end på den nye kirkegård. Til gengæld lå gravene hulter til bulter, og det var svært at orientere sig. 

Jeg kunne ikke forstå, hvordan Luna regnede med at finde frem til den rette grav i dette kaos af gamle sten — og i den sparsomme belysning. Jeg snublede hele tiden over de mange rødder og små sten. 

“Schwab, Mechthild Schwab — sådan hed hun“, sagde Luna, mens hun sikkert og hurtigt bevægede sig frem og tilbage mellem de gamle gravsteder. 

Det varede ikke længe, så råbte hun: “Kom hurtigt, Anton, jeg har fundet hende!“

12

Jeg famlede mig frem i halvmørket, langs muren. Luna stod andægtigt foran en grav med en smuk engelfigur. 

“Mechthild Schwab, født Sachs, 1820-1899“, stod der på gravstenen.

“Så er ringen sluttet, Anton. Efter mere end hundrede år kommer tiptipoldebarnet tilbage. Det skal fejres!“

Hun hentede en lille flaske frem fra sin taske. 

“Skål for dem, der kom før os. Og skål for dem, der kommer efter os!“, råbte hun, drak en stor slurk og rakte mig flasken. 

Jeg ville ikke fornærme Luna, så jeg tog også en ordentlig slurk — selv om det at drikke på kirkegården næsten føltes som blasfemi. Med det samme blev jeg helt varm indeni. 

Da jeg rakte hende flasken, rørte vi hinanden. Jeg blev forskrækket. Hendes hånd var ufatteligt kold.

“Luna, du er jo iskold! Kom, vi tager hjem nu. Du fryser jo ihjel herude!“

Jeg begyndte at gnide hendes arme for at få lidt varme ind i hendes krop. Så lagde jeg min arm om hendes skuldre og sammen gik vi langsomt tilbage til hovedvejen. 

Pludselig stoppede hun og kyssede mig på munden. Først kort og tøvende. Så gjorde hun det igen, længere og lidenskabeligt.

Hendes halvfrosne hænder kærtegnede min nakke. Hendes mund til gengæld var brændende hed. 

Hun overrumplede mig fuldstændigt. Og jeg lod hende gøre det, fortabte mig helt i hendes fyrige og samtidigt iskolde kys. 

Hvor længe vi stod der på den gamle kirkegård, tæt omfavnet, ved jeg ikke. Var det 30 sekunder, 3 minutter, en halv time? Jeg havde tabt min fornemmelse for tid og sted. 

Da jeg åbnede øjnene igen, troede jeg et øjeblik, at jorden skælvede. Det var, som om gravstenene begyndte at ryste, at rotere, langsomt som heste på en karrusel. Men så hurtigere og hurtigere. De fløj op og styrtede ned igen. Jeg kneb øjnene sammen og klamrede mig til Luna for ikke at falde. 

Hun sagde noget til mig, men jeg forstod ikke et ord. Hendes stemme virkede langt væk og lød mærkeligt dyb og forvrænget.

Jeg sank ned. Luna bøjede sig ind over mig. Hendes ansigt var forvredet til en grimasse, konturerne blev sløret. Til sidst blev alt sort.

13

Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg på en madras i et tomt rum. Mit hoved gjorde ondt, som om nogen havde slået mig med en baseballbat.

Fra et af rummene ved siden af lød en høj, skingrende gråd, der gennemtrængte hele min krop som nålestik. 

“Luna? Er du der, Luna?“, råbte jeg.

Jeg brugte alle mine kræfter på at rejse mig og gik svajede gennem gangen i retning af lyden. Det lød, som om alle babyer på en fødeafdeling græd samtidigt. 

Hvor var jeg? Hvor var Luna? Og hvorfor var der ingen, der trøstede disse babyer, som græd så hjerteskærende?

Forsigtigt åbnede jeg døren. 

Nu var larmen øredøvende. Det tog mig et øjeblik at forstå, hvad det var jeg så.

Det var ikke babyer, der græd, men en flok katte, der var proppet ind i et lille bur. 

Jeg tændte lyset. Dyrene var ilde tilredt. Deres pels var barberet væk pa ryggen. Og på de skaldede pletter var der noget, der lignede blodansamlinger. 

Over for buret stod der en reol med reagensglas, der indeholdt en rød væske. Jeg var ved at kaste op. 

Uden at vide hvordan, var jeg havnet i dyrefangernes hus. 

Hurtigt gik jeg hen til vinduet og åbnede skodderne. Vi var i stuetagen, heldigvis. Så flugtvejen var klar. Jeg åbnede først vinduet og så buret. På et øjeblik var kattene mjavende og jamrende flygtet ud i friheden. 

Jeg ville lige følge efter dem, da hørte jeg en ru stemme bag mig. 

“Det skulle du ikke ha’ gjort, Anton!“

Jeg vendte mig om. I døren stod Luna. Hendes øjne funklede vredt, hendes ansigtstræk var hårde. 

Jeg klatrede ud ad vinduet og løb. Det vil sige, jeg forsøgte at løbe. Men mine ben rørte sig ikke. Hvor meget jeg end prøvede, så kunne jeg ikke slippe væk. 

Luna observerede kynisk mit håbløse flugtforsøg — som et rovdyr, der er lurer på sit bytte. Så kastede hun sig over mig.

14

“Anton! Skal du ikke op? Klokken er næsten tolv!“, råbte min mor fra køkkenet. 

Langsomt vågnede jeg, og langsomt kom erindringerne fra aftenen før tilbage. Turen rundt på kirkegården, Lunas varmende drik, det lidenskabelige kys — fulgt af mit første blackout.

Så var der huset med de jamrende barberede katte og en fuldstændigt forandret Luna, der jagede mig og kastede sig over mig — andet blackout. 

Skete alt dette virkelig? Eller var det bare en drøm? Hvordan var jeg overhovedet kommet hjem?

“Hvis du ikke kommer nu, bliver jeg vred, Anton! Det er slemt nok at du drikker dig fuld, men det betyder ikke, at du må sove hele dagen.“ Nu var det min far, der råbte.

Jeg tvang mig ud af sengen og gik ud på badeværelset. Jeg så mig i spejlet og fik et chok. Mine øjne var røde, min overkrop overdækket af røde pletter. Alt kløede frygteligt. 

“Du godeste, hvor du ser ud! Som om Luna har bidt dig to gange!“, grinede Emily ved middagsbordet. 

“Denne Luna er en sød pige. Hun passede godt på dig, Anton. Det er ikke alle piger, der følger deres fulde klassekammerater hjem“, sagde min far. 

“Hvad tænkte du dog på, Anton! At drikke dig fuld på den måde. Hvad mon Luna nu tænker om dig“, jamrede min mor. 

Så var det Luna, der fik mig hjem efter blackoutet på kirkegården? Og var alt det andet kun et mareridt?

Jeg var nødt til at tage tilbage til Lunas hus. Straks efter frokost tog jeg af sted.

15

På gaden mødte jeg en veloplagt fru Samsø: “Tænk bare, Anton, alle er tilbage! De har åbenbart været længere væk denne gang og kom i slagsmål med fremmede katte, disse små hidsigpropper.“

“Det glæder mig virkelig, at de nu er tilbage“, sagde jeg og skyndte mig videre. I hendes nærhed kløede mit udslet endnu mere voldsomt. 

Ved Lunas hus var alle skodderne igen lukkede. Mit hjerte hamrede vildt, da jeg nærmede mig døren. Om lidt ville jeg stå over for hende. 

Det med den katteblod-drikkende Luna var kun en feberdrøm, udløst af beruselsen, jeg fik af denne stærke drink. Det var jeg sikker på. 

Om lidt ville jeg gense den bedårende Luna. Vi ville omfavne hinanden og fortsætte, hvor vi slap på kirkegården. 

Jeg ringede på. 

Jeg ringede på endnu en gang, en tredje gang. Der skete ingenting. 

Den næste dag prøvede jeg igen, stadig uden succes. På skolen vidste ingen, hvor hun var.

Min længsel efter hende blev større for hver time, der gik. Hvorfor gav hun ikke lyd fra sig? Havde de forelskede blikke, havde kysset kun været skuespil? 

Måske var der sket noget? Et ulykke i huset? Jeg måtte over til Luna. Og hvis der ikke blev åbnet, ville jeg hjælpe lidt til.

Jeg pakkede den lille værktøjskasse i min rygsæk og tog over til hende.

Da jeg ville ringe på, slog det mig, at navneskiltet var væk. 

I næste øjeblik gik døren op. Ud kom en mand med en madras, som han kastede på en varevogn på den anden side af gaden. Så fulgte to andre mænd. 

Jeg sank dybt. De bar på et bur. 

Før mit indre øje kørte scenerne med de jamrende katte. 

“Er du okay, min dreng? Du ser helt bleg ud“, sagde en af mændene.

“Det går, tak. Ved du, hvor familien flytter hen?“

“Ingen anelse. Vi er kun hyret til at rydde ud. Men her boede helt sikkert ingen familie. Bortset fra de få ting her stod huset tomt. Har du måske brug for disse bøger? Ellers ryger de også i skraldespanden.“

Han holdt stakken, som Luna havde lånt på skolebiblioteket, frem for mig. 

Jeg tog imod bøgerne og satte mig på trappen foran døren. 

Tusinde følelser kørte rundt i mig. Men lige meget, hvad der nu var sket eller ej, så var den stærkeste følelse en ubændig længsel efter hende.

Mens varevogn langsomt kørte af sted, tog jeg en bog og åbnede den. Lunas duft strømmede mig imøde. Jeg strøg blidt hen over den første side og begyndte at læse. 

***

Der er nu gået flere måneder. Jeg har læst alle Lunas bøger — de er det eneste, jeg har tilbage af hende. Når jeg læser i dem, føler jeg mig forbundet til hende. Sommetider har jeg det næsten, som om hun sidder her ved siden af mig.

Lige indtil den sidste side af den sidste bog havde jeg håbet, at hun måske havde skrevet et budskab til mig et sted. 

Men der var intet budskab. Luna er forsvundet ud af mit liv lige så pludseligt, som hun kom ind i det. Men hver nat drømmer jeg om hende — og det er næsten altid den fortryllende Luna, der besøger mig.

***